Det var en ret impulsiv ting for mig, at oprette en blog. Jeg har den sidste måneds tid studeret flere forskellige kreative blogs, hvor jeg med stor interesse har læst og beundret deres ideer og påfald. Flere af tingene er jeg selv gået i gang med at fremstille, og jeg har nu travlt med flere forskellige projekter.
Jeg er lige nu i gang med at hækle påskeæg. Det er en opskrift jeg har fundet på en udenlandsk side, som jeg har taget til mig. Min idé er at de er perfekte som værtindegaver til påskens frokoster. 4-5 æg i en bakke, med en lille blomst eller andet pynt ved siden af - det må da blive et hit hos svigermor!
Min søster og mine to svigerinder er helt vilde med de ugler, som jeg har fundet på "frumadsens" blog. Så dem er jeg efterhånden ved at kunne lave i søvne, men med variationerne med farver og størrelse bliver det trods alt ikke helt kedeligt.
Min store forhåbning er at jeg med lidt mere træning, selv skal i gang med at forme og sanse. Jeg vil rigtig gerne se om jeg kan lave min egen opskrift på en Postmand Per, eller Kaj og Andrea. Der er heldigvis god tid, for der er ingen udsigt til småfolk i den nærmeste familie. Min søster (på 24 år) er dog helt vild med Kaj og Andrea, så det ville være sjovt at kunne give hende to hjemmehæklede der lignede dem ret godt.
Samtidig er jeg i gang med et tæppe i otte farver, det går lidt langsomt, med ugler og æg ved siden af, men i uge 9 skal jeg med svigerfamilien på skiferie i Sverige, så der regner jeg med at kunne gøre projektet færdigt, om måske finde den sidste farve lille garn, som skal være tæppets kant.
- Lige nu er der altså nok at lave, med andres ideer som base, men i fremtiden bliver det mine egne projekter, der skal rode i garnkurven :-)